Vi var 500 fanger på 200 m2

Fra ‘Den gamle Brande portal’ og indsamlet af Brande Højskole:

Sefko Boskailo fortalte om sin rejse fra krigen i Bosnien til Danmark.

Først vil jeg fortælle, hvorfor krigen opstod i Bosnien.
Den væsentligste årsag til krigen skal findes hos to personer, som ville dele Bosnien halvt over. Den tidligere kroatiske præsident Franjo Tudjman og den tidligere serbiske præsident Slobodan Milosevic, som er krigsforbryder, og som nu sidder i fængsel i Haag.

Jeg har været soldat i 15 måneder under krigen.
8 måneder i forreste linje, hvorefter jeg kørte som ambulancefører i krigszonen.

I foråret 1993 startede konflikten mellem det bosniske og kroatiske folk.
Den 01.07.1993 gik den kroatiske hær ind i min hjemby og fangede alle de bosniske mænd fra 15 til 70 år. Alle blev internerede i en koncentrationslejr.
Jeg har opholdt mig i 2 måneder i en koncentrationslejr. Det var en meget hård tid.

Vi var 500 fanger, som var indespærrede i en lejr på 200 m2. .
Vi fik kun meget lidt at spise og nogle gange kun lidt vand. Der var ingen toilet eller
faciliteter til almindelig personlig hygiejne i lejren.
Især 3 dage husker jeg, som virkelig svære: den 13., 14., og 15. juli. De tre dage fik vi ingen mad og ingen vand at drikke. Temperaturen var på 35 grader celsius.
Måske man kan forstå, hvor hårdt det var.
Den eneste chance, jeg havde for at slippe ud af koncentrationslejren var, at jeg fik garanti fra nogen i familien, som boede i udlandet.
Min kone var heldig og fik et garanti brev sendt igennem til mig. Jeg fik garantibrevet den 2. september 1993. Og var igen en fri mand. Den dato betragter jeg, som min anden fødselsdag.

Den 03.09.1993 kom jeg sammen med familien til Zagreb. Efter to måneder fik vi tilladelse til indrejse i Danmark, som vi ankom til den 13. november 1993.
De første to måneder i landet boede vi i asylcenter Aunstrup, som ligger tæt på Roskilde. Efter to måneder i Aunstrup kom vi til Brande den 18. januar 1994.

Jeg husker, da jeg havde sprogundervisning i Aunstrupcenteret. En lærer spurgte mig om, hvor jeg skulle flytte hen. Da jeg svarede “Brande”, fortalte han mig, at det var en dejlig, lille by,som var berømt for sine gavlmalerier.

Vi boede to år i Brande i asylcenteret på Sjællandsvej.
Derefter flyttede vi til Ørbækvej i en lejlighed, hvor vi nu har boet i 6 år.
Til sidst vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed over den gode velkomst, vi har fået i Brande, og den venlighed vi har mødt fra Branditterne.