Kjeld Obel Christensen

Kjeld Obel Christensen, 1939-2018, fortæller om sine erindringer på en vandretur i Brande 1995.

Kjeld Obel Christensen har skrevet en række kapitler af sit liv som han husker og som han i 1995 forsøgte at finde. Det begyndte på Møllegården på Vejlevej i 1939, knap 2 år gammel flyttede familien til Dalgasvej nr. 11

Møllegården 2007 og Dalgasvej nr. 11 2007

K.O.C. fortæller:

På min slentretur gennem byen (sommeren 1995) er jeg kommet til mit livs første to erindringsgader nemlig Dalgasvej og Kirkegade.

Jeg ser her foran mig to drenge der for ca. 52 (58) år siden legede med en lånt trehjulet cykel. Lånt vil her sige, at ejermanden ikke var til stede og kunne protestere, da vi hentede cyklen. Cyklen var af den gamle slags med et fladt bræt til sæde og båndjern til baghjulsholdere.

Vi kørte langt ned ad Kirkegade, næsten ned, hvor kirkegården ender. Ikke længere, for kirkegadedrengene var sådan nogle, der tog/lånte éns legetøj, selv om man var til stede. Til en af mine fødselsdage fik jeg en trehjulet cykel. Leif græd hjerteskærende, fordi han ingen gave fik, så vores far købte noget til ham også.

Engang, da det var Leifs fødselsdag fik han en lille trætrillebør med rødmalet lad. For Leif var det ikke en trillebør, men en føsseda.

Vi havde en trækvogn, og når kirkegadedrengene spurgte, om de måtte være med til at lege, turde vi ikke sige nej. Det var bedst, hvis de skubbede, mens man selv sad oppe på vognen og styrede med den opretstående vognstang, for så kunne man selv bestemme kørselsretningen. Trak de derimod vognen som et hesteforspand, endte det ofte med, at de løb ned i Kirkegade, hvor man så blev smidt af, så de sammen kunne lege med vognen. Det er ofte sket, at jeg som vognejer uden vogn, slukøret er trasket hjem til nr. 11.

Hvordan vi fik vognen igen, husker jeg ikke.

Nr.11- huset ligger lidt herfra, hvor jeg står. Mine erindringer herfra er ikke kronologiske, men består af blandede episoder. Det var i de kolde krigsvintre, vi boede her. Somme tider løb vort stuegulv fuldt af vand, fordi køkkenvaskafløbet hos husets ejer frk. Johansen, der boede på 1. sal, var frosset. Vandet kom så i en tyk stråle ned ad vores loftslampe. Stuen var i rummet, som har vinduer ved husnummeret.

Vintrene var så kolde, at vi børn somme tider skulle blive i sengen om dagen. Vi lå da med vores fars uldsokker på; de var så lange, at vi kunne have hele benet i dem.

Det var, syntes jeg, mærkeligt, at vi blev taget op om morgen, klædt på og lagt i seng igen.                           Når vores mor skulle ind for at handle, havde hun aviser i strømperne. (I en bog om dansk vejr, har jeg set, at der på min 3-års fødselsdag d. 8. februar 1942 frøs 29,1 grad ). Der var også det lille værelse, som lå diagonalt til stuen. Dette værelse var lukket i de hårde vintre. Da jeg engang var med min mor derinde, så jeg, at væggene var helt blanke af et tykt lag is.

Wc’et var ude på trappen t.v. Det var tit fosset, så vi ikke kunne bruge det. Engang efter en vinter, gravede min far kloakrørene op og lagde nye i frostfri dybde.

Som nævnt var det i krigens tid, vi boede her. Ofte kom tyske soldater gennem haven for at låne husgeråd af mor. Mest tror jeg, det var for at se på den kønne pige, hun var. De kom også og afleverede mig, når jeg, som omtalt andetsteds havde været på markedspladsen. Der var en nat, hvor det rumlede meget i luften, og det gav gungrende brag. I min verden var det et tordenvejr, som var i anmarch, men mine forældre havde nogle meget lukkede ansigtsudtryk og fortalt mig, at det var bomber.

Da vi stod op om morgenen, var sengene rykket ud fra væggene af rystelse i jorden.

Der havde været luftkamp i nærheden af Brande.

Da mine forældre senere talte med vores huslæge, doktorråskov, fortalte han, at han ude ved Langkjær havde set en ko på en mark. Den var død og havde et bombesplintehul igennem kroppen. Da vi i oktober 1943 skulle have min lillebror, Bent, sov vi børn inde i det lille værelse. Da jeg om morgenen d.3. hørte barnegråd, brugte jeg af glæde sengen som trampolin.

Apropos Bent, så troede jeg i mange år, at det var mig, som havde lært ham at gå, fordi jeg, da han var helt lille, fik lov at gå med ham, som man går med en gå-dukke.

Vi handlede på bog i Brugsen. Brugsbogen var meget spændende at blade i med de blålinierede sider med lyserødt trækpapir imellem. Mine forældre skrev altid med blyant, så de lyserøde trækpapirsider brugte far til at folde skibe af til os unger. Disse skibe var fine gulvsejlere, men kom de i deres rette element, sugede de vand til de sank.

Det hændte, at vi fik et skib, lavet af skrivesiderne, de sejlede fint.

Når Leif og jeg havde været uvenner, tog vores far os på skødet, én på hvert lår. Der sad vi så og hørte på at far fortalte os, at vi skulle være gode ved hinanden og lege sammen. Der var et magisk ord, som sluttede disse mæglinger, og det var: gokamerat, med tryk på go og

rat. Herefter kunne vi for det meste lege fredeligt igen.

Der var dog engang, da jeg, efter at have sagt det magiske ord, stadig var så gal på Leif, at jeg, da jeg blev sat ned på gulvet igen, kradsede ham på kinden, så der blev et par røde striber. Leif, der stadig sad hos far, græd skuffet og hjerteskærende. Far tog mig op på skødet igen og sagde, at det var synd for Leif, og så hylede jeg også.

Da vi var færdige med tuderiet, kom vi ned på gulvet igen og sagde go kammerat til hinanden.

Det var her på gaden, vognmanden med de små heste holdt, da vi skulle flytte til P. Sabroesallé. Vinduerne, der i dag er termoruder, var dengang almindelige rammevinduer med enkeltglas. Under vinduet i soveværelset – det til venstre – sad jeg på hug op ad kampestenssoklen og så på, at de voksne bar inventaret ud på den flade ladvogn.

I dag kan jeg bevæge mig frit fra Dalgasvej nr. 11 til Godsbanen. Dengang kom jeg her kun med mine forældre, eller når jeg skulle til stationen med madkassen til min far. Det var drengene i Kirkegade, som blokerede for min frie færden, så der er ikke rigtig noget, jeg husker fra denne del af byen.

Godsbanegade slår et sving hen imod stationen. Nu er der en bus vendeplads, og svinget er flyttet 10 – 15 meter. I min tid fulgte Stationsvej fortovet ved husene på højre side.

I dette sving stod jeg engang med min fars trygge hånd omkring min. Bakkesvinget forekom mig meget stejlere dengang. Vi stod omtrent her, hvor jeg nu sidder på et par telefonkasser og så den ene kampvogn efter den anden køre forbi. Jeg husker, jeg var bange for, at de kæmpestore kampvogne skulle glemme at dreje, for de kom lige hen imod os.

Det med, at der sad et menneske inde i dem og styrede, vidste jeg ikke, for der var ingen at se.

Senere var vi ude at se på, at kampvognene svingede ind på Markedspladsen. De kørte ned ad den første vej og i svinget havde de gravet et dybt hul med deres larvefødder. (Ud for Herningvej nr 13). Der kom også nogle køretøjer, som min far kaldte folkevogne. Det var store lastbiler, som havde larvefødder i stedet for baghjul.

Her i nr.11 var det også, at jeg skrev rapporter. Min far skulle, når han havde været ude at køre med persontog, udfylde nogle skemaer, som indeholdt en masse felter til stationsnavne og klokkeslæt. Når jeg står her og mindes, kan jeg genfornemme den betydningsfuldhed, jeg følte, når jeg sad og udfyldte et rapportskema, for jeg gjorde nøjagtig det samme, som min far gjorde. Den eneste forskel der var, var at min fars rapporter blev udfyldt med tal og tider, mens mine blev udfyldt i hver eneste rubrik med zigzag linier. (mangebuede m´er).

I forbindelse med rapportskriveriet havde min far et meget fascinerende apparat, som jeg også legede meget med. Det var en stor og solid sort hulmaskine.

Kjeld Obel Christensen fortsætter her sin beretning:

Markedspladsen rummer mange minder i ukronologisk orden.

      Mine tidligste erindringer er, fra da vi boede på Dalgasvej nr.11, og jeg gik gennem hækken i baghaven til den tyske forlægning,  på skolen og markedspladsen. Jeg blev båret rundt af soldaterne og fik havregrød og chokolade. Engang brændte jeg mig på grøden, som en soldat stak op i munden på mig.

      Senere var jeg på skolen for at blive vaccineret imod difteritis. Det gjorde kun lidt ondt, fik jeg at vide, men da jeg stod med nøgen overkrop i køen og hørte hylene fra de foranstående og så nålen, der lignede en skråt afskåret tyk strikkepind, fandt jeg, det var det klogeste at forsvinde. Jeg kom ud i garderoben, fandt min postkasserøde jakke, kom i den, fandt døren og så hen over markedspladsen med uindhentelig hastighed. Pludselig blev jeg løftet op. Mens mine ben stadig løb og under stærke protester, blev jeg båret tilbage til stikkeriet.

      Nålen gik dybt, og det gjorde meget ondt.

      Da krigen var forbi, blev Markedspladsen et eldorado for os drenge. Der stod kampvogne og biler, som vi legede i. En af kampvognene stod under et halvtag, omtrent dér, hvor Hjemmemarkedsselskabet Danmark (H.D.) har ventilatorhus. Denne kampvogn gav en masse lyde, når man trykkede på selvstarterknappen. Engang fik de store drenge den til at køre et par meter på batteriet.

      Der lå en flot lygte med rødt glas under kampvognen. Den mavede jeg mig ind efter. Da jeg kom hjem med den, hjalp far mig med at få monteret nogle Hellesens batterier, så den kunne lyse.

      Nu sidder jeg med ryggen mod den nye højskole. Foran mig ses gavlen af H.D.; til venstre herfor ligger en bordeauxfarvet bygning og til venstre igen et mørkerødt murstenshus

      Det bordeauxfarvede hus var dengang slagtehus; hvor sidstnævnte murstenshus nu er, lå dengang destruktionsdepotet og tarmrenseriet; hvor nu det hvide plankeværk og græsset er, var der dengang stalde til de slagteventende dyr.

      Vi børn så mange dyr blive aflivet. Portene var åbne, så vi kunne se, hvordan det gik til.

      Hestene fik en hammerpatron i panden, løftede benene op, hang lidt i luften, faldt så ned og lavede liggende på siden lidt luftgallop, som fik slagterimændene til at holde sig på afstand.

      Køerne fik kort og godt, mens de stod ved siden af et skråt træbord med høj kant i den ene side, et hårdt pandeslag med en spids mukkert. Samtidig med slaget fik de, af to mænd, som stod klar, et hårdt puf i siden, så de landede  på siden på bordet med benene i fuldt løb. Hovedet hang tungt ned for enden af bordet, og det var sært at se, hvordan øjnene i løbet af nogen tid næsten blev selvlysende. Mens de lå dér, fik de et snit i halsen, så blodet i en armtyk stråle fossede ud på gulvet og ned i gulvafløbet, hvori der var sat en spand til at opsamle det.

      Grisene fik et slag i panden med en stor kølle. Engang var der en gris, som blev ramt forkert. Den stak af ud på gårdspladsen lige her foran, hvor jeg sidder nu. Den blev fanget og holdt, men p.g.a. dens uro, måtte der mange slag til, før den lagde sig på knæ og holdt op med at hyle.

      Vi syntes, de var onde de 3 – 4 stykker, som arbejdede med hamrene.

      Tarmrenseren var en flink mand, men der lugtede ikke godt inde hos ham. Heller ikke under halvtaget, hvor destruktionsdyrene lå, lugtede der ret godt.

      H.D. til højre er gavl i et lagt hus, som ligger parallelt med Herningvej. Dette hus var falckstation i min barndom. Der var vi tit inde at se på biler. Falckmanden boede i det hus, som nu har nr. 3. Han havde en dreng, som vi legede med og en datter, den sødeste pige i min barndom, som satte mit 10 årige hjerte op i slaghastighed. Fritza, som jeg var øreglødende forelsket i.        Når jeg havde været inde i byen og skulle hjem igen, ville min cykel altid om ad Markedspladsen. Jeg sad så frygtsomt på cyklen og var bange for/håbede på at møde Fritza.

En gang kom jeg kørende ad ruten med fem flødekarameller i hånden. Måske var det mit håb, at jeg, hvis jeg mødte Fritza, havde mod til at byde hende en.

Dér gik hun. Sammen med en veninde fulgtes hun i samme retning, som jeg kørte. Da jeg rødøret og stum – ingen skygge af det håbede mod, overhalede dem, smed jeg de fem karameller efter dem, hvorefter jeg på min cykel accelererede så voldsomt, at jeg tror, der må have været hjulspind.

      Senere dette forår (1950) flyttede vi til Odense.

      Det var den kærlighed. Nu er hun måske en af de midaldrende damer, jeg møder, når jeg traver rundt på nostalgisk research her i Brande. Hun havde de dejligste fregner i hele hovedet.

      I forbindelse med en bilulykke et sted uden for byen, holdt der i længere tid en FIAT-mariehøne lige her, hvor jeg nu sidder. Den trak os unger til. Med gysen så vi på det blodsprøjtede indtræk, det tykke blodlag i bunden af bilen. Bagruden og området omkring denne var smadret til med noget, der lignede havregrød, det var hjernemasse.

      Men vi skulle hen at kikke.

      Der var engang en/et cirkus, som havde vinterkvarter på Markedspladsen. De boede i vogne og havde abebure stående imellem disse. Engang var jeg med mor ovre for at se på aberne. Jeg kom for tæt til et af burene, og en abe rakte ud og fik fat i mit ene bukseben og trak mig lynhurtigt helt hen til tremmerne. Mor hev mig i armen for at få mig væk fra buret, men aben var alt for stærk. Hun fik fat i nogle grene, som hun slog aben over armen med, og så slap den mig.

      En anden gang var der cirkus på markedspladsen. Hele familien var så i cirkus. Meget husker jeg ikke fra forestillingen, kun at der var en tryllekunstner, som bl.a. tryllede med hat og kanin. Bent, min yngste bror, sad med glødende kinder og blanke øjne og fulgte med, og hver gang et tryllenummer var slut råbte han: En gang til.!!

Kjeld Obel Christensen fortæller her videre om sin ungdom I Brande:

Brande Byskole på Herningvej (maleri af Kai Husum)

Min første skolegård. Jeg har lige krydset den og sidder nu på en bænk ved det, der i sin tid var den nye bygning.

      Her er nu sundheds- og socialskole, og der er bygget nogle store mangekantede huse mellem skolegården og Markedspladsen.

      Min mor var med den første dag.

      Min klasselærerinde hed frøgen petersen, hun blev mit livs kærlighed for altid, straks jeg så hende. Hun var rødhåret, og hun duftede, så min drengenæse syntes, det var helt trist at skulle ånde ud, når hun var i nærheden.

      Der var også andre lærere på skolen. O. Nielsen, som vi fik til regning og Å. Nielsen, som vi fik til tegning. Sidstnævnte havde gummiarm. Der var flere, men jeg husker dem ikke.

      Da vi havde den første sommerferie, troede jeg, at tingenes gamle tilstand med evigt fri var vendt tilbage, så jeg blev noget forbavset, da ferien var ved at være forbi, og der blev talt om, at nu begyndte skolen snart igen.

      Frøgen petersen ødelagde noget af den gode stemning imellem os, da vi kom i skole igen i 2. Klasse. Hun havde skiftet navn til Fru øvig. Hun var i ferien blevet gift med glarmester Øvigs søn.

      Hun skuffede mig dybt en anden gang; Det var, da jeg overfor én, der havde rakt tunge ad mig i ét frikvarter, i det næste slog ham med flad hånd mellem skulderbladene, uden at han var forberedt.

      Fru øvig så det. Ind på kontoret. En længere tale, der endte med en uventet lussing. Den var ikke hård, men min refleks, da jeg så den komme, gjorde, at jeg slog hovedet knaldende hårdt ind i et reolhjørne, så jeg så rødt og stjerner. Der må være sprunget en tårekirtel, for hele den næste time flød mine øjne med tårer, og min næse med snot i flydende mængder. Fru øvig var nede at trøste mig, men selv om jeg havde tilgivet hende, hjalp det ikke på tårestrømmen.

      Der var ikke de store slagsmål mellem os unger. Når skuldrene var imod underlaget, havde man tabt og for en stund fundet sin plads.

      Frk. Petersen/fru Øvig var meget moderne i sin undervisning. Ikke noget med terperi og korlæsning. Hun lærte os, hvad bogstaverne sagde mere, end, hvad de hed.

      Engang skulle vi sanglege soldaten og rosen. En af pigerne i klassen skulle være prinsesse, og jeg blev sammen med to andre drenge udvalgt til at være de tre soldater.

      Stolt var jeg. For mit indre blik så jeg mig selv vandre rundt med et gevær. Stor var min skuffelse og øreglødende var min flovhed, da jeg blev valgt til at være den soldat, der “i hånden bar en rose”.

      At jeg fik prinsessen kunne langt fra opveje, at jeg ikke havde fået et våben.

      Da jeg gik i 2. klasse, havde jeg engang min bror Leif, der gik i 1. med i en af mine timer. Jeg ville gerne vise min søde lillebror frem. Han holdt sit gæsteindtog ved at gå op til fru Øvig, give hende hånden, bukke pænt og pærestolt sige: Jeg er en førsteklasserolling. Der blev grinet i klassen, og jeg sad og blev gal over, at de grinede af min lillebror, men også lidt flov over, at han havde gjort sig til grin.

      Skolepultene var med faste sæder. Bordpladen var skrå og havde øverst en rende til blyanter o. lign. Midt i denne rende var der et messinglåg over et hul, hvori der stod en blækflaske. Vi måtte ikke klapre med låget og langt mindre røre ved blækflasken.

      Da jeg af naturen altid har været nysgerrig og altid sikker på, at det ikke gik galt, selv om jeg gjorde noget, som jeg ikke måtte, syntes jeg, det kunne være spændende at tage blækflasken op på bordet.

      Som sagt så gjort. Ham, som sad bagved mig, sagde, at det måtte jeg ikke, det skulle han aldrig have gjort, for da jeg vendte mig om for at sige, at det ikke ragede ham, strejfede jeg blækflasken med mit islændersweaterærme. Flasken væltede. Blækket løb i en bred strøm ned ad det skrå bord. Gode råd var dyre.

      Der var ikke andet at gøre, end at standse blækstrømmen med mine ærmer. De sugede godt, men der blev alligevel et vådt blåt skær over bordpladen.    

      Heldigvis ringede klokken ud til skolefri.  jeg gik ad sygehusstien (vandrehjemmet – Risomsallé – kirkegårdshækken) hjemad. På turen hjem, mødte jeg min far, som var på vej til arbejde. Da jeg på lang afstand så ham, gemte jeg mig bag en hæk for at han ikke skulle se min blåærmede sweater. Han havde nu set mig. Han standsede ved hækken, hvor jeg stod i skjul og spurgte, hvad, der var galt.

      Så tudede jeg og fik hikstet, hvad det var, der var sket. Vi fulgtes så ad hjem, og far hjælp mig med at få sweateren skyllet op og hængt til tørre.

      Næste dag var jeg lidt nervøs for at skulle i skole, for det hele måtte jo være afsløret, når det blå bord blev opdaget, men jeg hørte aldrig ét ord om noget.

      Da jeg blev større i skolen, fik jeg somme tider lov til at gå over for at trykke på ringe ud knappen. Den sad i gymnastikbygningen her ved siden af, hvor jeg sidder nu.

      Skolens WC lå, hvor den laveste af de mangekantede bygninger nu er. WC´et lignede mest en række dasrum. I stedet for en spand under dashullet lå der vel ca. 1 m. nede et langt  halvrør, som man forrettede ned i. Af og til var der en skjult cisterne, som skyllede vand ud i den ene ende af halvrøret. Vandet kom som en flodbølge og skyllede affaldet ned i en kloak i den modsatte end af halvrøret.

      Det var sjovt at bruge WC´et og stå og vente på skyllet, men efter at jeg havde hørt rygter om, at en af de store drenge havde stoppet en af de små ned i halvrøret, så han kunne løbe frem og tilbage under dashullerne, kunne jeg holde mig i lang tid ad gangen.

      En udflugt til Himmelbjerget er en af de begivenheder, jeg husker fra skolen..

      Først rejste vi med toget til Silkeborg ad den i 1971 nedlagte Brande – Funder jernbane.

      Det var min far, som kørte lokomotivet, og hver gang, der var en kurve, hang jeg ud ad vinduet og vinkede til ham, og hver gang lokomotivet fløjtede, var jeg sikker på, at det var min fars hilsen til mig.

      Ankomst til Silkeborg. En lang travetur til havnen, hvor vi gik ombord i Danmarks ældste dampskib, Hjejlen og sejlede til Himmelbjerget, som for mig ikke bare var det højeste bjerg i Danmark, men i hele verden.

      Jeg husker, jeg købte en rødknappet stok, som havde en brændt tekst: Himmelbjerget.

Fra Kjeld Obel Christensen’s tur i Brande i 1995 fortsættes her med lidt fra Torvet, Stationen og Remisen.

      Så sidder jeg her på Torvet i Brande; på en bænk ved telefonboksene, tæt ved Æ Spikers Kårner. (1995)

      Til højre for mig ligger nogle forholdsvis nye bygninger, hvor Codan og Profa Farver holder til. I gamle dage lå der her nogle små, lave beboelseshuse. Der, hvor springvandet Danmarks Navle nu er, var der gade dengang.

      På børnehjælpsdagen, lige efter krigen, kørte der her en bil, som var klædt ud som et damplokomotiv.

      Da vi skulle ind til optoget, fortalte min far os, at der kørte et lokomotiv inde på torvet, så mine forventninger var store, for i min verden var et lokomotiv et rigtigt lokomotiv. Jeg blev derfor noget slukøret, da der ingen skinner var lagt ud, ingen røg kom op af skorstenen og der samtidig lød den umiskendelige lyd af en lastbil ford-motor inde under forklædningen.

      Frisørforretningen i Strygejernet på hjørnet mellem Torvegade og Borgergade var der også i min barndom. Dér blev jeg klippet for første gang i mit liv, siddende på et bræt, som lå på armlænene og med fødderne på stolesædet. Min far var med. Han havde fortalt mig, at det ikke gjorde ondt, men selv om jeg havde stor tillid til ham, var jeg alligevel lidt nervøs midt i stoltheden over at være så stor, at jeg skulle klippes.

      Midt for på Torvet ligger Sydbank. I gamle dage var det BRANDE BANK, som holdt til her.

      Til venstre ligger et forretningskompleks. Det var dengang et hotel med danseundervisning i en stor sal. Dér har jeg marcheret rundt med ekstra høje knæløftninger af stolthed, fordi jeg skulle gå forrest. Mange polkatrin er det også blevet til. Frem 2-3, tilbage 2-3 – en masse gange.

      Min bror, Leif, havde engang en dansepartner, som i en instruktionspause, pillede ham i næsen et stykke tid, inden hun opdagede, at det ikke var hendes egen. Leif lod hende pille, han har tilsyneladende ikke tænkt over, at han stod med begge hænder i lommen.

      Torvet var dengang en åben plads, kun 40 km. stenen var der.

      Bag mig er, byens hovedgade, Storegade. På en af husgavlene her var i min barndom et gavlmaleri, det var den store Tuborg-mand. Den reklame, hvor en korpulent herre læner sig op ad et rækværk og tørrer sin pande. Den gavl har jeg ofte stået og set op ad.

      Gavlmalerier er ikke noget nyt i Brande

      Siddende på trappen til politistation, dér  kan jeg se det gamle mejeri. Der er et lille appendiks med et større og et mindre gardinbehængt vindue med en tilmuret dør imellem. Denne lille tilbygning var i min barndom et mejeriudsalg.

Politihuset her i Jernbanegade er kommet til, efter jeg er flyttet fra byen.

      Min barndoms politi var en mand, der hed Stephansen, med stærkt tryk på fan. Han boede i Præstevænget.

      Det var en stående trussel, at hvis man følte sig for meget drillet af de andre børn i gaden (Sabroesallé), at gå op mod Herningvej med en bemærkning om, at nu blev det sagt til Stefansen.

      Gik man målbevidst nok, endte det altid med, at man undskyldende blev indhentet af en af de angrende drillere.

      Selv har jeg mange gange optrådt både som den målbevidste og som den angrende.

Godsbanen er jeg ved nu. På en bænk så jeg ser hen over den tomme rutebilholdeplads mod stationen. Ruten Dalgasvej – Kirkegade – Godsbanegade, som jeg har fulgt i dag, har jeg gået mange gange som lille med en trækvogn med en madkasse til min far, når han var udstationeret i Vejle eller Silkeborg.

Madkassen var pakket med mad og kaffe evt. kage og en hilsen fra min mor. Jeg afleverede den så ved en bestemt dør på stationen og fik en tom kasse med tilbage. Døren er dér, hvor der nu står DSB forstområde. Den afleverede kasse blev så sat i et tog, der kørte til den by, hvor min far var udstationeret. Der er et par drenge, som hygger sig sammen her på pladsen foran mig. Den ene går med aviser, den anden løber på rulleskøjter af de moderne med gummihjul og bremser. Ham med aviserne siger noget om, at nogen, som han kender, tør springe ud der oppe fra på skateboard, alt mens han peger på læsserampen på godsbygningen bag mig.

      Denne rampe blev i gamle dage, da jeg var ung, benyttet af en vognmand, som havde en flad ladvogn med gummihjul og to islændere (heste) forspændt. Han hed mandenmeddesmåheste. Han var altid rød i hovedet af vejrbidthed.

      Det var ham, der kørte vort flyttelæs, da vi dagen efter min yngste bror Bents 1 års fødselsdag flyttede fra Dalgasvej nr 11 til det nye byggeri på P. Sabroesallé nr. 6. (4. oktober 1943)

      Vi flyttede langt langt væk, helt derud, hvor der ikke var brosten mere.

REMISEN

      En lille travetur ad Østre Allé, under den betonviadukt, som har erstattet den røde viadukt, om til remisen, der nu ligger stille og rusten hen.

      Som et minde fra en svunden tid står her et damplokomotiv litra D 857 rustet fast i alle dele og til skinnerne (1995)

      Drejeskiven står som et stort ur, der er gået i stå for altid.

      Jeg husker, jeg ofte kom her som barn.

      I begyndelsen med den ene arm strakt lodret op forbi øret, så jeg kunne nå min fars hånd. Vi så på lokomotiver af alle litraer.

       Det var her, jeg undrede mig over, hvordan det samme lokomotiv kunne vende to veje samtidig, nemlig: Når jeg stod på den ene side vendte skorstenen til venstre, og når jeg stod på den anden side, vendte den til højre. – Mærkeligt!!

      Det var her, jeg så, hvor stor en to-øre kunne blive, når et lokomotiv kørte hen over den.

      Og det var her, jeg opdagede, hvorfor et tog ikke kørte ned af skinnerne, selv om der kun var flange på den ene side af hjulet. Der faldt mange 10-ører på plads, da jeg opdagede, at hjulene på begge sider af lokomotivet havde flangerne på indersiden og, at der var en aksel imellem dem, så de hjalp hinanden med ikke at falde ned.

      Det var her, min far med stor tålmodighed, pegende med sin pibe, satte mig ind i, hvordan dampmaskiner fungerer med stempel, cylinder, drivstang, kobbelstang, vandstandsglas, regulator, omstyring o.s.v.

      Det var her, jeg var med min far, da der havde været sabotage på banen. Vi så mange ødelagte togvogne, og der lå en masse hylstre el. lign. som jeg endelig ikke måtte røre ved.

      Der var ofte sabotage på baneterrænet. Den 14. sept. 1944 blev der sprængt nogle værnemagerbiler som stod på Stationsvej. En stationsarbejder, Egon Gravesen, som var på vej til arbejde, blev forskrækket og løb ned ad Borgergade. Han blev råbt an af en tysk vagt, med standsede ikke og blev skudt af vagtposten.

      Han døde på fortovet ud for nr. 18. Et par tusinde brandeborgere mødte op for at protestere mod drabet. Flagene i byen gik på halv og befolkningen samledes i tavs protest. Butikkerne og skolerne lukkede. Vores far var hjemme, for der var arbejdsnedlæggelse på stationen. Tog, der skulle have været til Brande, måtte returnere til deres udgangsstationer.

       Det meste af Brandes befolkning mødte op, da kisten blev ført fra sygehuset til toget, der skulle køre den til Ålborg.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

      Efter krigen blev der sat en mindetavle i husmuren, hvor han faldt. Denne sten er senere flyttet ned i fortovet.

      Mens jeg står her i sommervarmen og lytter til dieselmotortomgangen fra en MY-er, som venter på forbikørsel, mindes jeg, hvor trygt det var at gå over de farlige spor fra stationen til remisen med min fars hånd i min – omvendt selvfølgelig.

      Da jeg blev større, var jeg somme tider med oppe at køre på lokomotivet, og fik her at vide, hvad alle tingene i førerhuset hed, og hvad deres anvendelse var.

      Engang, jeg var nede på banen med mad til min far, fik jeg lov til at køre med til Herning og tilbage igen.

        Det var en meget meget fin tur.

Kjeld Obel Christensen fortsætter endnu engang sin beskrivelse af Brande:

P. Sabroesallé

      Hvor Sabroesallé ender og fortsætter i en tørreplads ned til åen, har jeg sat mig for at få lidt skygge og lidt kølig vind. (sommeren 1995)

      Først boede vi i nr. 6 st. th.. Der var en stor græsplæne bag huset. For enden af plænen var der noget sandjord, vi kunne lege i. På vejens modsatte side op mod kirkegårdshækken lå der store sanddynger, som vi også legede i med træbiler, der brummende kørte rundt i dyngen.

      Engang havde vi i sandjorden for enden af plænen lavet et hul med et rør i. Det var en kakkelovn med skorsten, og da vi fyrede op, bredte der sig en kvalmende røg ud over området. Da det havde stået på i nogen tid, kom der en meget vred voksen, og råbte op om, at vi ødelagde hendes vask. Der hang nemlig vasketøj lige over skorstenen, men det havde vi ikke lagt mærke til.

Det var under krigen, vi boede i nr. 6. Der blev lavet beskyttelsesrum i kælderen. Høje, sandfyldte kasser blev sat op foran kældervinduerne, og loftet blev forstærket med træstolper. Dér sad vi flere gange under luftalarmer og var mange i mørket. På en måde var det lidt hyggeligt for mig at møde så mange i kælderen.

      Somme tider om morgenen lå der en masse lange sølvpapirstrimler overalt. De var kastet ud fra engelske flyvemaskiner, som var fløjet over om natten for at forhindre, at de kunne spores på tyskernes radarskærme.

      Disse strimler samlede vi unger sammen, glattede dem ud og rullede dem sammen, selv om vore forældre sagde, at dem skulle vi ikke røre ved.

      Vores far, der på dette tidspunkt var lokomotivfyrbøder, kom en dag hjem, og fortalte os, at de havde været nødt til at standse toget på strækningen, fordi der havde været luftkamp mellem to flyvemaskiner lige over sporet, hvor de skulle køre.

      Det syntes vi var mægtig spændende.

      Det var mens vi boede her, der faldt en flyver ned i Brande. Flyvemaskinen faldt ned kun ca. 150 m. fra sygehuset. Den klippede toppen af nogle af træerne i skoven lige ved sygehuset og lå med en vinge i sygehusets have, en anden i en have ved på Herningvej. Nogle dele fra motoren røg igennem taget på et hus på Risoms Allé. Der kom ikke nogen til skade. Jeg var med min far henne for at se flyveren. For mig at se, var det bare et stort rør, som der stod nogle soldater stod vagt ved.

      Senere så jeg en af propellerne nede på stationen. Den var større end min far, og spidserne var bøjet.

      I et avisudklip på Brande Museum har jeg set, at nedstyrtningen skete d. 11. april 1944.

      Vi fik radio under krigen, og da fredsbudskabet kom, råbte min mor ud ad vinduet, at krigen var forbi. Med galophop løb jeg så frem og tilbage, råbende af fuld hals, at krigen var forbi.

      For mit indre blik så jeg for mig nogle af de lyksaligheder, dette ville medføre. Rigtig kaffe – risengrød – appelsiner og bananer. Ting min mor havde fortalt mig om, når jeg sad på hendes skød og hørte om, hvor dejligt, det var, når der var fred.

      Da krigen var forbi, dukkede der mange frihedskæmpere op og stod vagt på strategiske steder, bl.a. på Herningvej ved ”Kartoffelmelsfabriksvejen”.

       Leif, og jeg fik hver en tro maskinpistolkopi, lavet af vores far. Skæfte og magasin savet ud af et bræt og et kosteskaft til løb. Alt malet med sort cykellak. Armbind havde vi også, så vi var fuldkomne.

Senere flyttede vi til Sabroesallé nr. 14.

      Flyttevognen var denne gang en tohjulet DSB-kærre, så der skulle køres nogle gange.

      Lejligheden var i stuen til venstre, så vi havde vinduer mod nord, øst og syd.

      I huset med gavl mod vort køkkenvindue boede Loghes, som var nogle meget flinke mennesker. Engang fik hr. Loghes os unger til at gå og pudse på nogle rustne 10 tommers søm ved at sige, at de blev til guld. Når man rigtig pudsede, kunne man engang imellem se guldet skinne igennem, så helt løgn var det ikke.

                Hr. Loghes arbejdede på Kartoffelmøllen. Han gik altid i træsko med jernklamper under, så det gav en karakteristisk lyd, når han gik hen ad den uasfalterede Sabroesallé. Han faldt engang ned gennem en loftslem på fabrikken og blev dræbt.

Det var på Sabroesallé vi kæmpede med cyklekunsten. Det var for det meste min mors cykel, vi brugte. En dag, da jeg kom fra skole, kom Leif glædesstrålende kørende mig i møde. Jeg syntes, det var uretfærdig af ham, at han havde lært at cykle før mig, når jeg var den ældste. Leif overlod mig cyklen, og inden aften kunne jeg også cykle.

      En af de første dage jeg kunne cykle, kom jeg med fuld fart ned ad gaden. Pedalerne stod lodret, og jeg kunne ikke, stående på den nederste pedal, komme til at bremse, så der var kun én ting at gøre, at svinge for at køre hen langs forsiden af blokken. Farten var dog så stor, at jeg ramte trappemuren ved nr, 14. Forgaflen blev bøjet og jeg var så højt oppe, at jeg havde hovedet få cm fra muren.

      Når man sidder her på græsset ved Sabroesallés ende og ser ned mod åen, er der til højre et fladt parti med haver. Nu er de mest til pryd og hygge med græs, blomster, borde bænke, og parasoller.

      Dengang var de til gavns med kartofler, gulerødder, rabarber, ærter, jordbær o.s.v. Græsplænen her i hjørnet var vores have. I den havde vores far lavet en mistbænk med alle mulige spirende urter i.

      Somme tider, når jeg ville lade skæbnen råde, kastede jeg en sten eller slagge op i luften, mens jeg bange holdt vejret ønskende, at den ikke ville ramme mistbænken, men det gjorde den nu alligevel somme tider. Far kunne ikke forstå, hvem der gjorde det, og jeg tav, mens jeg syntes, at det var synd for ham.

      Senere fik far fat i en cykel til Leif og mig. Den var grøn og blev istandsat nede i værkstedet i kælderen. Nogle gange cyklede vi ned ad tørrepladsen. Nederst svingede vi til højre, skråt ned til åen over den til brinken på den anden side, hvor vi så enten hev cyklen op eller soppede tilbage.

      Vores far undrede sig over, at cyklen, som lige var lavet og smurt allerede, peb igen.

På et tidspunkt blev Herningvej asfalteret. Det foregik med håndkraft ved hjælp af lange skinner, som blev lagt parallelt med hinanden i ca. en meters afstand. Så blev der skovlet asfalt ud over vejen af nogle arbejdere, mens andre trak nogle brædder med lange skafter på hen over skinnerne for at jævne den ud.

Når vi blev sendt på indkøb, var det for det meste til Ægpakkeriet (over for Assistentkirkegården) efter æg eller knækæg, der var billigere – eller for 50 øre leverpostej. Var det kolonialvarer, gik turen lidt længere nemlig til købmand Harald Jensen. Hos købmanden blev varerne pakket fint ind med sejlgarn fra en rulle i loftet.

      Sukker, mel o.s.v. blev taget fra skuffer bag på disken. Havregryn kunne fås både i pakker og i løs vægt.

      Kaffen blev malet i en kaffemølle med to blanke cykelhjulstore remskiver. Også kaffeposen, der blev lukket med en zigzag-lukning, blev med rutinerede hænder pakket ind og forseglet med sejlgarn.

      Længere inde i byen var bageren (Villadsen), Schous Sæbehus, TIPTOP og Brugsen.

      På vej ind til byen kom man forbi Risoms Allé, som vi kaldte anlægsvejen. Her blev der bygget et hus af plader, der var lavet af halm og cement, der var blandet sammen. Foran dette hus blev der sat et ishus, hvor man kunne købe runde og firkantede ispinde.

      Længere ude ad Storegade lå biografen. Der var jeg somme tider, enten sammen med hele familien eller sammen med min far. I begyndelsen troede jeg, at det, vi så på filmen, var noget, der foregik udenfor et vindue, som gardinet blev trukket væk fra. Det undrede mig godt nok lidt, for det var mørkt, da vi gik ind i biografen, men lyst bag ved gardinet.

      Den første film, jeg husker at jeg så, var en tegnefilm med Ferdinand. Han er lystfisker og bruger et rullegardin til automatisk at hive fisken op i båden med.

      Senere var det Fyrtårnet og Bivognen og Robin Hood, der stod på repertoiret.

                En film, der gjorde stort indtryk på mig, var Støt står den danske sømand, som blev vist kort tid efter krigen.

Kjeld Obel Christensen fortsætter ufortrødent sin fortælling: 

Før i tiden var der, når man stod for enden af Sabroesallé, fri udsigt ned over åen til det, der på den anden side var gården ”Vestermarks” marker. Markerne gik op til den grusbelagte Ørbækvej. På den anden side af denne var der eng og mose.

      Nede ved åen legede vi med skibe. Poul Erik fra den anden opgang havde købeskibe med sejl. Jeg lavede mine skibe selv af brædder med blomsterpinde til master og utallige små blå søm med sytråd om til ræling. Som regel var masten så høj, at bådene var overriggede, selv uden sejl.

      I skrænten nede ved åen gravede vi ler, som vi formede små mursten af. Disse byggede vi huse af i sandkasserne, som stod langs husmuren ned mod haverne.

      Der kunne også graves nogle fine ovne ud i lerskrænten ved åen. Som skorsten brugte vi drænrør, lånt på marken overfor, og så kunne man lægge det fineste røgslør ud over området.

      Vi havde tre klatretræer ved åen. De står der, så vidt jeg kan se, endnu, men de var noget højere i min barndom. Engang havde vi et reb bundet om en gren, så man kunne svinge ud over vandet. Det gav våde sko nogle gange, når rebet begyndte at pendulere, mens man hang i det.

Tørrepladsen var om vinteren en yndet kælkebakke. Så var det bare med at dreje til højre nede ved åen, Min tvillingsøster kørte engang lige ud og stod på hovedet i åen. Hun måtte reddes op af en af de store.

Brande anlæg, som heder Ørbæklund var et af barndommens eventyrlande. Her er åen, der slynger sig, springvandet, kampestenen, legepladsen, grusbelagte stier og skjulte stier i skovbunden.

      Det er så småt i dag, hvor jeg sidder på en nyopsat bænk nær ØRBÆKLUND 1921 stenen. (1995)

      Springvandet var dengang kæmpestort, det lå frit på den åbne plæne og var vel en lille meter højt med en grussti rundt om.

      Somme tider kravlede vi op på kanten og løb i cirkler. Prøvede man at soppe ned i vandet, kunne man p.g.a. den slimede bund pludselig stå ude midt i bassinet ude ved strålerøret.

      Kampestenssætningen, som i dag er ca på højde med mig selv var, da jeg begyndte at lægge mærke til den, lige så høj som min far, og jeg måtte løftes op på den, dels for sjov og dels til fotografering.

      Men bortset fra størrelsen ligner den sig selv.

      Legepladsen var helt anderledes dengang.

      Omtrent midt mellem vippen og glidebanen var der en karrusel med fire pladser. Den var sølvfarvet og lignede en stor mælkejunge med et stort kors ovenpå. Sæderne hang i kæder.

      Den gangs gynger stod mellem gyngerne nu og glidebanen og svingede på langs. Sæderne var svelletykke planker, som hang i kæder. Dem kunne vi bruge til rambukke imod hinanden.     

Det gule murstenshus som er til redskaber, var dengang også WC. Det blev bygget, mens jeg boede i Brande. To flinke mænd byggede det. De ville gerne snakke med os unger.

Går man fra legepladsen ned forbi kampestenen og springvandet, kommer man til en ny træbro med brostensopkørsler. Over broen svinger man til venstre og går op ad en bakke. Til højre for bakkestien er stentrappen, og til højre for denne har vi talerstolen, der er bygget af natursten.

      Nævnte bakke var en af min barndoms kælkebakker. Utallige er de gange, jeg har frydet mig over den snehvide fart, og utallige er de gange hvor jeg – med kælkesnoren i en vantebeklædt, sneklumpet hånd – har okset op ad trappen for at få en tur til.

      De store drenge turde kælke ned ad trappen.

      Talerstolen har jeg set brugt engang. Så var plænen ned til åen og plænen på den anden side ved springvandet fyldt med tæppesiddende mennesker.

      Turen går i dag op ad trappen i et mere besindigt tempo end i sin tid med kælken.

      Når man er oppe ad trappen er man bagest i anlægget, og man ser mod Ørbækvejens murstensrøde bebyggelse. Dengang var der hul i hækken og udsigt ud over marker og moser.

      Bebyggelsen derovre hedder meget passende Mosevænget

      Men tilbage til nutiden og ned til søen i anlægget, som dengang blev kaldt svanesøen. Nu er der kun ænder. Dengang var søen, set med barndommens øjne, meget større. Om vinteren, når den var islagt, kunne man få nogle meget lange skøjteture, helt om til bækindløbet, hvor isen var tynd og farlig.

En sommer blev svanesøen renset op. Stigbordet ved udløbet blev fjernet, så søen løb tom. Der snoede sig kun en lille bæk i bunden.

      Så kom der nogle lastbiler, som kørte det opgravede mudder væk. Vi børn fik lov til at hjælpe. Efterhånden, som slammet blev gravet op, kunne bilerne køre ud på søbunden, hvor de så blev læssede med skovle. Jeg var med til at læsse mange bilfulde, og jeg syntes ligefrem, at jeg kunne se, mine muskler voksede.

      Vi fik så lov til at køre med derud, hvor vognene skulle tømmes. Det foregik også med skovl.

Hvor anlægget støder op til Ørbækvej, er der på den anden side af vejen en sti, med et skilt, som viser, at den går til Nordlundvej. Følger man stien ca. 100 m. kommer man til den bæk, som fylder vand i anlægssøen. Man ser den forsvinde i et ristværk for så igen at dukke op ved søen.

      Dengang i Brande var bækken åben, kun under Ørbækvej var den lagt i rør. Dette rør var en af de spændende ting, da vi var små, for vi kravlede igennem det fra anlægssiden og ud på de marker, som dengang var på den anden side af Ørbækvej.

      Det var yderst spændende. Nogle af rørene var lidt ovale af tryk og krakelerede, så man kunne se den rustne jernarmering stikke frem.

      Når der kørte en lastbil oppe på Ørbækvej, durede det i ørerne

      Det var uhyggeligt at kravle igennem, især når vi kravlede på række, og man ikke var enten forrest eller bagest. De to var de eneste, der kunne komme ud af røret, når de ville. Kravlede man i mellemflokken, var der ingen fortrydelsesret, når man først var kommet ind i røret.

                Når det var sommer, var der ikke meget vand i røret, og man kravlede næsten kun med våde knæ. Om foråret, derimod, var der ganske meget vand i røret, og det var iskoldt. En af de sidste gange, jeg kravlede igennem røret, var jeg forrest med en flok efter mig. Det kolde vand strømmede hen over mine hænder og videre ned mellem mine knæ/lår til de andre drenges knæ og lår. Alle disse arme og lår virkede imidlertid tilsammen opstemmende på vandet, så mens vi kravlede, steg vandet. Da vi nåede lysningen i den anden ende af røret, var vandet i albuehøjde.

Fortsatte vi modstrøms, kom vi over i mosen. Den var et af vore farlige legesteder, som vore forældre ikke vidste noget om.

      Der blev sommetider gravet tørv i mosen.

      Vi børn kom der dog mest i de perioder, hvor der ingen aktivitet var. Så lå mosen øde hen. Der var en sø, hvor der lå tipvognsspor stablet op i flere meters højde. Det var de spor, der var lagt ud i de aktive perioder. På en svag hævning i mosen var der en stor æltebeholder, som stod på pæle, så der kunne køres vogne ind under den for at blive fyldt med den æltede tørvepløre, som skulle spredes ud til tørring.

      Fra æltebeholderen, som vi kravlede op i, når vi skulle se langt, lå der et tipvognsspor, som gik ned til søen. Nederst på sporet stod nogle tipvogne uden lad, dem skubbede vi op ad sporet til æltebeholderen, hvorefter vi satte os så godt, vi kunne på vognrammen og susede ned ad bakken for at ende med et brag i de vognrammer, der stod nederst.

      Det var med at holde fast, for de roterende aksler var lige under, hvor vi sad. Der kom aldrig nogen til skade bortset fra lidt blå mærker og hudafskrabninger.

      Der var også et skur, hvor det stod en mosebil, som blev brugt til at trække tørveskæreren med. Denne bil lavede vi engang hærværk på ved at bryde ind i skuret og pille alle tændrørsledningerne af.

      Engang fandt vi en dør, som vi sejlede på ude i søen. Den kunne bære to. Så stod man i vand til knæene og padlede med et brædt. Det var med at holde ballancen, for vandet var isnende koldt.

      Der var mange bække og grøfter i mosen. Om foråret var der en masse vand i dem og en rivende strøm. Leif og jeg var derovre en dag. Vi lavede en stor lyng- eller græstørv, som vi smed i en af de vandfyldte bække. Klumpen blev taget af strømmen, og vi fulgte den i løb langs med bækken. På et sted førtes bækken i et rør under en vej. I dette rør satte vores klump sig fast og, og vi stod og så, hvordan vandet steg og steg. Da det begyndte at løbe ind over vejen, syntes vi, det var det fornuftigste at forsvinde for ikke at blive sat i forbindelse med oversvømmelsen.

      Da vi kom over i mosen næste dag for i al uskyldighed at se, hvad der var sket, lå røret gravet fri, omskyllet af bækken. Vejen var væk over et flere meter lange stykke. På den anden side af, hvor vi stod, holdt en hestevogn med en kusk, der bandede noget over, at han ikke kunne komme videre.

I forbindelse med min research har jeg været ovre for at se min gamle mose. Som barn syntes jeg, at mosen lå milevidt fra mit hjem. Nu som voksen er det ikke ret langt.

      Man kommer til mosen ved at gå ad Nordlundvej og så dreje til venstre lidt længere ude end der, hvor den tidligere omtalte sti fra Ørbækvej munder ud i Nordlundvej.

      Mosen er nu udlagt som fredet offentligt område. På en tur ad stierne i området kommer jeg til en sø, som på kortet heder Mosen. Der er en sti om søen, den følger jeg for at søge spor fra gamle dage.

      Stien bliver bred og grusbelagt og fra at være i det, som i barndommen var uden for lands lov og ret står jeg med et i nutiden ved et rør som stikker op ad jorden. På røret er en vandhane med en grøn plasticslange. Lidt derfra står der en lille gammel jernbanevogn, der har fungeret som havehus i forrige tider. Bag havehuset er der en lærkehæk, og bag denne en kolonihaveforening.

      Ved den fælles kompostbunke kommer trillebørkørende ældre mand hen imod mig. Jeg kommer i snak med ham i ca. en halv time. Han fortæller, at det ganske rigtigt er min mosesø, som ligger tæt ved. Han nævner navnet på ham, som havde mosebruget med tipvogne og det hele, og fortæller, pegende over mod nogle høje træer, at hans gård lå derovre.

      Kolonihaveforeningen er ca. 25 år gammel. (1995) Min hjemmelsmand fortæller, at den er anlagt på den plads, hvor man satte tørvene i stak til tørring. Første gang, han skulle grave have, gravede han lige ned i en bundcirkel tørv.  

      Vores snak kommer også til at dreje sig om lokaliteter i byen. Han kunne godt huske, at der i der under krigen blev bygget to boligblokke på Sabroesallé. De var, sagde han, specielt til alle de jernbanefolk, som i den tid flyttede til Brande.

      Også gården Vestermarks ejer Otto Henriksen, som er omtalt senere, kendte han. Otto Henriksen blev meget gammel, lige ved 100 år.

Kjeld Obel Christensen går i dette kapitel lidt tættere på Vestermark og Søbadet.

Går man fra Sabroesallé ud ad Herningvej, kommer man til Gunvorsvej. For enden af denne har man skråt til højre en 2,5 m. høj bøgehæk. Bag denne gemmer sig et gult stråtækt hus med en tagkvist over døren. Her er en indskrift. GL. VESTERMARK 1887. Det er stuehuset til en gård, som lå her engang, og som har givet navn til villakvarteret her, Vestermarken.

      Gårdens længe var også gul. Den lå dér, hvor den høje bøgehæk går ned mod stuehusets højre side. Der var heste, køer og grise.

      Gårdens marker lå mellem den vej, der nu hedder Vestermarken og Ørbækvej på den anden side af åen og op til anlægget.

      Der var en raftebro over åen. Den trak vi drenge de tykmavede, yverspændte køer over, når de skulle hjem til malkning. Køerne gik midt på broen, og kom man ikke foran dem, når broen skulle passeres, måtte man helt ud på raftespidserne at gå.

      Vestermarks, som Otto Henriksen og hans kone kaldtes, var meget flinke. De satte æblekasser ud til os unger, snakkede med os og lod os hjælpe med alt muligt.

      Otto Henriksen var degn i kirken, og når han gik i marken, kunne man høre ham synge med fuldtonig røst. Der var ingen traktorlarm dengang. Det gik fure efter fure i skridtgang med tømmen om skulderen.

      Når der blev kørt ajle (vi kaldte det alje) løb vi unger barfodede bag efter ajlevognen, der havde en række rør, som førte ajlen ned i jorden. Vi trådte så gennem den varme sandjord ned i den kolde staldpis.

      Det var noget, der kunne lugtes, når vi kom hjem.

Under og efter krigen blev der gravet brunkul i egnen omkring Brande, bl.a. i Ronnum. Der gik et jernbanespor fra Brande til Ronnum. Det skar Herningvej skråt dér, hvor nu JET-tanken og Frodesvej ligger.

      Fulgte man sporet, kom man til en bro over åen. Den legede vi unger meget på. Nogen egentlig bro var det ikke, blot fire svære jerndragere, som, to ved hver skinne, hvilede på betonfundamenter ved åbredderne. Skinnerne lå så mellem jerndragerne, holdt på afstand af nogle jernstænger. Når man gik over broen, skulle man gå med let spredte ben med en fod på hver sin jerndrager. Det kildede i maven, når man kunne høre et tog meldte sin ankomst ved at runge i skinnerne.

      Fortsætter man lidt længere ud ad Herningvej, kommer man til Goldbækdal Maskinfabrik, der har en opstemt mølledam, som vi kaldte Goldbækdal sø.

      Det var en af mine klassekammeraters far, der havde maskinfabrikken. Søen blev brugt til skøjteløb, den havde en fin, gennemsigtig is.

      En af vores fars flovheder over sine drenge stammer her ude fra. Vi havde en sommer været ved Goldbækdal sø. Tilløbet til søen gik under jernbanedæmningen. Min tur går længere ud. jeg vil gerne finde min barndoms søbad, som lå ved Elværksøen.

      Ad Borupvej, Højmarksvej og Søvej, til venstre efter den hvide gård, som har nummer 5 ned ad et par hjulspor til et løse hunde forbudt skilt.

      Ved den hvide gård, der har nr. 3, var der i min barndom to gale hunde, som løb og snappede efter vore hastigt pedalerende ben, når vi skulle forbi. Vi havde erfaret, at det kun var den forreste og den bageste, hundene var efter, så når man nærmede sig, var der kamp om midterpladsen.

      I min søgen er jeg endt ved Villa Fjolle, et idyllisk beliggende svenskrødt sommerhus. Her sidder jeg i skyggen på en svellebænk og nyder den lette lune sommervind og insekternes summen. Af og til lyder et musvitfløjt, og jævnligt lyder fra søen bag mig et fiskeplup.

      For lidt siden var jeg ved Brande Elværk. Dér var en flok ved at slæbe en kano over land. En dreng 4 -5 år spurgte mig: Bor du i det hus?, mens han pegede på turbinehuset.

      Som barn var jeg somme tider på Elværket sammen med min far. Jeg var lidt bange for selve stedet. Det dybe vand ved opstemningen og den summende lyd fra huset.

      Så vidt, jeg husker, har jeg aldrig været her alene. Far havde sagt, at, hvis man faldt i her, ville man blive suget fast under vandet ved turbineindløbet.

Villa Fjolle har en badebro. Ad en stejl trappe kan man komme ned til den. Broen går ca. 2,.5 m. ud i søen og ender i en tværlagt 15 mm. Plade vandfast krydsfiner. Selv om det er tæt ved land, er her springdybt.

      Siddende på fineren har jeg udsigt ud over den krusede sø. Den er ikke særlig bred og tæt bevokset på begge sider. Til højre for mig var i gamle dage Brande Søbad. Der var en U-formet badebro med en 1-meter vippe og en 3-meter vippe.

      Det, der nu er bevoksning, var dengang sandstrand. Den anden side af søen var mark, og man kunne se en gård oppe på bakken.

      Min første entré ved søbadet husker jeg ikke, men efter sigende var jeg meget glad for vandet. Et af min ubehagelige minder her fra søen stammer fra engang, far og jeg var ude for at bade. D.v.s. far, som ikke kunne svømme, så på, at jeg soppede.

      Bunden var meget stejl, og mens jeg gik i vandet ca. til brystet, var der én, der dykkede og tog mig i benene, så jeg faldt udad. Her kunne jeg ikke bunde. Jeg satte så af på bunden, fik hovedet op over vandet, åndede og sank igen.

      Denne kængurufacon fortsatte en tid – for mig uendeligt længe – og til sidst var jeg inde, hvor jeg kunne bunde.

      Far, som ikke kunne svømme, var soppet ud og bar mig ind, for mine ben eksede under mig af træthed.

      De store drenge svømmede over søen. Det beundrede vi i min størrelse meget. De sagde, der var noget tang på den anden side, som tog fat om benene, når man svømmede.

      Det er rigtig nok, for i mikrofilmede aviser fra 1941 har jeg læst, at der inden for en uge i sommeren dette år druknede to mænd, fordi sivene fik fat i dem. De, som ville redde dem var også ved at omkomme.

      For at finde den sidste af de druknede var man nødt til ved Brande Elværk at åbne for sluserne for at sænke vandstanden, så eftersøgningen kunne foregå ved at vade i søen.

      Da man fandt den pågældende lå han helt indviklet i sivene på et sted, hvor der normalt var ca 3 m. dybt.

      Gys – gys.

      På en 30 grader varm augustdag som i dag ville her have været livlig badeaktivitet, latter, hvinen og råben. Nu høres som før nævnt kun naturens lyde, og det er nu en dejlig form for stilhed.

Som et kuriosum kan fortælles, at Brande Søbad blev lavet i 1940 fordi isen i tøbruddet om foråret havde ødelagt dæmningen ved Brande Elværk, så søen var løbet tom. Dette benyttede man sig af til at flytte åløbet ud i sømidten, lave en sandstrand og bygge trapper, omklædningshuse og kiosk, så der den påfølgende sommer blev et badested for byens befolkning.

      I sin bog, “TIL SØS GENNEM JYLLAND”, fra 1942 skriver Hakon Mielche om dette: “Da Isen tøede, steg Vandet så voldsomt, at det blev Aarsag til et Dæmningsbrud.  Hele Søen fossede ned gennem Aadalen, Søen tømtes, og den gamle Aa kom til syne, som den saa ud for 30 aar siden, da Brande Elektricitetsværk blev anlagt”.

        Søbadet blev nedlagt i 1968, da der blev bygget en friluftsbad ved Ågade.